Det var jo ikke for at hemmeligholde øens eller byernes navn og navne. Måske var det et lidt pinligt forsøg ud i at gøre teksten ”litterær”. Eller i tråd med initialnavngivningen? – og er det fordi L gør det? Føles nok bare forkert at skrive navne, de har jo ikke bedt om det. Og det var sjovt med to A’er, synes jeg. Men det brugte jeg jo ikke engang ikke til det store. I virkeligheden er jeg, i stigende grad, småkritisk overfor initialnavngivning i skønlitteraturen (prosa, i hvert fald). Men det kan jeg jo skrive om en anden gang, det skal handle om heste, havde jeg tænkt. Og det her er jo heller ikke skønlitteratur, det her er blogging. Men jeg kan meddele så meget som at Øen var Bornholm, Byen var Svaneke. De hemmeligheder er der ingen grund til at holde. Og nu skriver jeg igen fra København, nærmere bestemt i mit køkken, efter R, som kom forbi, er taget videre til reformer-pilates. Og dermed også efter jeg kom på + delte min gode idé til et nyt reformer-pilates-studie-koncept, men dét vil jeg simpelthen tillade mig at hemmeligholde, og ikke skrive om på internettet i denne omgang, i tilfælde af at der er fremtidige penge i idéen. Og det er penge vi godt kunne bruge, for at slippe for at være bange for at blive ruineret. Og jeg kunne fx godt bruge penge til at tage til Paris for, men mere om det senere.
Det hele starter med en hestenøgle, eller det gør det ikke, det starter nok med et inspirational quote for ryttere. Det var A (en tredje A, der er mange af dem i mit liv) der havde fået en hel bog med svenske rytter-citater. Citaterne er akkompagneret af vidunderlige sorthvide billeder af heste. Og det quote, som jeg ikke har kunne slippe, som jeg kredset og kredset om, siden A sendte et billede af det, er: Många av våra svårigheter i ridningen är egentligen mentala.
Hvordan skal jeg beskrive hvad det her citat har sat i gang? Først og fremmest fik det mig til at grine. Det hele var vidunderligt sjovt. Men, pointen, hvis man tager ride-delen ud, er jo banal. Og måske endda halvdårlig. Jeg tror jeg skal jeg vente med at prøve at beskrive. For så bøjede jeg, på 2026s første dag, min nøgle ind til min lejlighed. Gik videre, mens den stadig sad godt fast i låsen. Dagen efter, står jeg hos skomageren og kigger på en spinner med nøgledesigns, ender med at vælge en hest der rider i solnedgangen. Jeg tænker ikke endnu på hestecitatet – som jeg ellers tænker på, så snart jeg øjner en mulighed – i forbindelse med nøglevalget. Men jeg elsker min nye nøgle fra første sekund, jeg får den i hånden, et kort minut efter jeg har valgt. De ting bliver først rigtigt forbundet i mit hoved, da det går op for mig at det, ved det kinesiske nytår d. 17. februar, skifter fra slangens år til HESTENS ÅR. Det er jo for godt til at være sandt, tænker jeg, jeg kan ikke beskrive hvor henrykt. Godt nok tror jeg til at starte med, at det allerede er skiftet, men det gør mig kun lykkeligere, da jeg bliver fortalt, at det er noget der skal komme.
Jeg har aldrig redet. Eller, jeg har siddet på en hest i Astrid Lindgrens Värld & jeg har siddet på en sød hest et andet sted i Sverige også. Jeg havde læst en hel lang bogserie der hed Pony&co, og i tredje klasse rev jeg alle hesteplakaterne ud fra fritidshjemmets Wendy-blade, og havde dem i en bunke derhjemme. Jeg må også have drømt om at begynde til ridning, for mine forældre kørte mig en sommer fra vores sommerhus hen til den søde svenske hest, så jeg kunne prøve at ride. Jeg kan huske at jeg sad på hesten og var lidt bekymret, men at det gik fint, mens en dame trak den, holdt øje mens vi travede forsigtigt, men jeg ville ikke prøve at det gik hurtigere, jeg turde ikke galoppere. Og på den måde blev idéen om hest og hest to adskilte ting for mig.
Jeg tror jeg ville elske at galoppere, men jeg har aldrig prøvet det. Så jeg elsker idéen om at galoppere, jeg elsker metaforen galop. Jeg har heller aldrig været på travbanen, men jeg har en flot hat jeg kunne tage på, den købte jeg i Rom.
På kunstmuseet på Bornholm i går, stod jeg længe foran et lille maleri af Olaf Rude. Han studerede under Zahrtmann på De Frie Studieskoler, hvilket han ikke brød sig om (eller han brød sig ikke om Zahrtmann), men så tog han til PARIS! og opdagede KUBISMEN! og PICASSO! Alt det læste jeg i kuratorteksten på væggen i det lille rum. De andre malerier af Rude i rummet interesserede mig ikke, faktisk syntes jeg de var grimme. Men det her lille, kubistisk inspirerede, maleri af to ryttere, dét faldt jeg selvfølgelig for; jeg samler jo til forråd, Hestens År er på vej. Jeg tror jeg har set det før, på et postkort. Men jeg står og kigger på det, og så opdager jeg at det bedste ved det, er at det ligner at de to ryttere rider med åbne hjerner.
Det er vel ridehjelme, men det interesserer mig ikke. Det interesserer mig at ride med åben hjerne!
Alt det her for at sige, at en sti har åbnet sig. Og nu er jeg begyndt at gå ned af den. Stien ind i hestens år. Hestens år, der lige nu står som et hestevarmt løfte lidt fremme. Vi skal op i tempo, vi skal i galop! Der opstår forbindelser og jeg vil gerne samle dem. Men ikke prøve for hårdt at samle alle tankerne endnu, for jeg vil ikke lukke noget. Jeg er kun i starten af det her storslåede eventyr. Men noget ved jeg: ridningen kan være mental, hvis problemerne kan være det. Og man kan ride med åben hjerne.
En ekstra krølle på halen, viser sig i går først på aftenen, da vi er forbi min mormor og morfars hus i Rønne, inden vi skal med færgen hjem. Vi drikker te og spiser bullar, min mormor bager skorper til os i ovnen. De havde for nyligt været i Berlin for at høre en klassisk koncert, og så var de på Barberini-museet, hvor der var en stor temaudstilling om enhjørninger. Hov! tænkte jeg. De fortalte lidt om udstillingen, og fortalte at den, efter den lukker i Berlin d. 1. februar, rejser videre til Paris, hvor den bliver ENDNU STØRRE. Og! Nu! Er vi tilbage ved det med pengene, fordi sådan en udstilling kan jeg ikke sidde overhørig, i det hele taget, og slet ikke i hestens år. Jeg delte det med A og R i vores chat, spurgte dem hvordan jeg mon skulle få råd til at rejse til Paris til foråret / til sommer. A mente at der enten måtte ske et mirakel – eller om der var nogle legater man kunne søge.
På kunstmuseet på Bornholm i går, stod jeg længe foran et lille maleri af Olaf Rude. Han studerede under Zahrtmann på De Frie Studieskoler, hvilket han ikke brød sig om (eller han brød sig ikke om Zahrtmann), men så tog han til PARIS! og opdagede KUBISMEN! og PICASSO! Alt det læste jeg i kuratorteksten på væggen i det lille rum. De andre malerier af Rude i rummet interesserede mig ikke, faktisk syntes jeg de var grimme. Men det her lille, kubistisk inspirerede, maleri af to ryttere, dét faldt jeg selvfølgelig for; jeg samler jo til forråd, Hestens År er på vej. Jeg tror jeg har set det før, på et postkort. Men jeg står og kigger på det, og så opdager jeg at det bedste ved det, er at det ligner at de to ryttere rider med åbne hjerner.
Det er vel ridehjelme, men det interesserer mig ikke. Det interesserer mig at ride med åben hjerne!
Alt det her for at sige, at en sti har åbnet sig. Og nu er jeg begyndt at gå ned af den. Stien ind i hestens år. Hestens år, der lige nu står som et hestevarmt løfte lidt fremme. Vi skal op i tempo, vi skal i galop! Der opstår forbindelser og jeg vil gerne samle dem. Men ikke prøve for hårdt at samle alle tankerne endnu, for jeg vil ikke lukke noget. Jeg er kun i starten af det her storslåede eventyr. Men noget ved jeg: ridningen kan være mental, hvis problemerne kan være det. Og man kan ride med åben hjerne.
En ekstra krølle på halen, viser sig i går først på aftenen, da vi er forbi min mormor og morfars hus i Rønne, inden vi skal med færgen hjem. Vi drikker te og spiser bullar, min mormor bager skorper til os i ovnen. De havde for nyligt været i Berlin for at høre en klassisk koncert, og så var de på Barberini-museet, hvor der var en stor temaudstilling om enhjørninger. Hov! tænkte jeg. De fortalte lidt om udstillingen, og fortalte at den, efter den lukker i Berlin d. 1. februar, rejser videre til Paris, hvor den bliver ENDNU STØRRE. Og! Nu! Er vi tilbage ved det med pengene, fordi sådan en udstilling kan jeg ikke sidde overhørig, i det hele taget, og slet ikke i hestens år. Jeg delte det med A og R i vores chat, spurgte dem hvordan jeg mon skulle få råd til at rejse til Paris til foråret / til sommer. A mente at der enten måtte ske et mirakel – eller om der var nogle legater man kunne søge.




Ingen kommentarer:
Send en kommentar