Forbrydelsen sæson 1
Det flimrer sådan i luften. Små korn. Jeg ved ikke hvorfor 2007 ser så anderledes ud end nu. Men jeg savner de små korn. Og alle lamper og billygter, der lyser så gult i natten. Og det er om natten at alt det spændende sker, når man næsten ikke kan se det. Røg ser smukt ud i det blå blink. Minder mig om det første afsnit af Sex and the City. Oplyst røg fra en cigaret i mørket. Og engang hvor natten var taktil og flimrende inde i tv’et. Og når det pludselig bliver dag, er lyset for koldt og skarpt. Man venter bare på det bliver mørkt igen – eller at de i det mindste går ind på den mørke politigård eller det mørke rådhus, så der kan ske noget.
Det er en meget lang serie – og det er måske det bedste ved den. Det er godt at det er trukket ud, det er godt at der er så mange scener man kunne have udeladt, hvis den skulle laves i dag – eller bare et par år efter. 20 afsnit med mere eller mindre den samme spændingskurve. Bakker og dale. Og en ny afsløring og en montage med ansigter til sidst. Og det er dejligt at kigge på Forbrydelsens ansigter. Smukke skuespillere på et meget godt sted i deres karriere; der er liv i dem. De ligner mennesker, men mest ligner de skuespillere, der ligner mennesker.
Noget andet godt ved Forbrydelsen sæson 1 er at den får kommunalpolitik til at ligne en blodig kamp om liv og død. Det er et spændende valg. Kampen om overborgmesterposten i København som om det var præsidentvalg i USA. Det føles provinsielt og visionært.
Min yndlingskarakter er moren, fordi selvfølgelig er det det. Der er sådan en flot kameraindstilling fra Birch-Larsen-lejligheden, hvor man se flere rum på en gang: faren står i forgrunden, mens moren går rundt i baggrunden, i soveværelset, tror jeg. Og man forstår at de er to helt forskellige steder.
Jeg gad godt læse et interview med hende, der spillede Nanna Birch-Larsen, om hvordan det var at have et ansigt, der skulle spille myrdet over en længere periode inde i tv’et. Måske findes det interview, jeg har ikke ledt. Det får mig selvfølgelig til at tænke en lille bitte smule på Twin Peaks. Men det beder de mig også om at tænke en lille bitte smule på, når man skal se hende når rulleteksterne kører. Det er forudsigeligt og kedeligt gjort. Omridset af en pige. (Red. Forbrydelsen , ikke Twin Peaks)
Når jeg ser den, ser jeg den for 2007. Fx for at forestille mig forfatterne finde på de allermest 2007-agtige fiktioner og navne. Udover at jeg ser den for ansigterne, for moren der roder i tasken på soveværelset og for det grynede, natten og det gule lys.
Knuderosen
Jeg læste et debatindlæg om en filmanmeldelse i Weekendavisen. Debatindlægget var rasende fordi filmanmelderen havde skrevet kritisk hånligt om to film, og især rasende fordi han gjorde det OG filmene havde været nomineret til så mange Oscars. Hvorfor skulle han hæve sig over det? Og hvordan skulle man vide om man kunne stole på hans vurdering når han var uenig med Oscar? Og hvorfor skulle han intellektualisere, kunne han ikke bare sige om filmen var god eller dårlig, som de mente, var det vi skal bruge anmeldelser til. Og til det vil jeg sige om knuderosen (en betændelsestilstand i fedtvævet i benene) at det er dårligt og at jeg ikke vil anbefale det til nogen.
Scenen i The comeback sæson 3, hvor Andrew Scott gemmer sig bag en stor betonsøjle
Andrew Scott er en perfekt skuespiller, som jeg godt gad være kærester med. Både fordi han har de mørkeste øjne. Og fordi han har et ansigt med babymimik som han har kontrol over. Han er perfekt castet som ond CEO for en ond streaming-platform. Især når han gemmer sig der bag søjlen, som i øvrigt også leverer sit livs skuespilpræstation (søjlen, altså, som vist findes i virkeligheden i LA, hvis LA findes i virkeligheden, og ikke bare er en kulisse).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar