mandag den 27. juli 2026

Den lange sommer

​Læser videre i min Kirsten Thorup-sommer. Jeg ved ikke hvordan noget kan svæve sådan i skrift. Og hvordan Kirsten Thorup kan få min hjerne til at svæve lidt over hovedet. Det er utroligt. Og jeg gad egentlig godt finde ud af det. Men lige nu er jeg tilfreds med når teksten svæver i bøgerne & når hjernen nogle gange kommer op og svæver der over hovedet.

Jeg var i sommerhus og kom tilbage til byen i går og længtes med det samme allerede ud. Jeg har været i den her by hele sommeren, ret tilfreds, men nu savner jeg at stå og kigge ud af et køkkenvindue og bare tænke: køkkenvindue. Det er selvfølgelig en forsimpling. Men næsten ikke.

Vi spillede matador to aftner. Jeg har hadet det spil siden jeg var barn og altid endte med at græde. Jeg har ikke ville spille det siden, men nu var jeg lidt mere nysgerrig. Der er noget spændende ved at køre rundt i en bil og eje små beviser på sine ejerforhold. Og ved pengene, der forsvinder ud mellem fingrene på en ligesom i virkeligheden. Og så kommer de lidt tilbage, men mest forsvinder de. For mig. Det var lidt sjovt, men mest er det et skrækkeligt spil, hvor man går under. Og det var sådan en lettelse at give op og give alt tilbage til banken ret tidligt i begge spil. Det kan man ikke på den måde i virkeligheden.

Og så så vi en udstilling med moderne kunst på et slot. Gik i gamle slotsværelser og mellem tepavilloner og staldrum med værker spredt lidt ud. Jeg tænkte lige før at det egentlig er ærgerligt at man (jeg?) tit får den impuls til at hæve mig op over værkerne – eller i hvert fald prøve at komme i øjenhøjde med intentionen – og så nedkomme med små snarky bemærkninger. Om at det er hult, uinspireret eller den slags. I stedet for at kigge på det mere som et barn. Se noget man ikke har set før & undre sig lidt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Telefonerne

Små løgngaver om morgenen. Lede længe efter skatte i tomme skrin. Et tungt låg over alt det, der også findes. Gå ud i dagen = vælte rundt på...