søndag den 16. august 2026

Jeg stod på arbejdet i dag og så på pride blæse træt rundt ude i luften. maskinerne pakke hele stolthedsområdet sammen. det var jo hele tiden bare et hegn. og et stykke blåt der blæste fordi os, da vi forlod den store koncern, jeg arbejder i, der sælger ord og tanker og ideer i forskellige firkantede formater. jeg vinkede farvel til de andre og læste ultravåld i bussen gennem byen. byen kan gå så hurtigt når man læser gennem den.

egentlig tænker jeg meget når jeg er og har været på arbejde, selvom jeg, hvis nogen har spurgt de sidste dage, har sagt at jeg bliver så tom i hovedet af det. men det er heller ikke nemt at dele alle de tanker, det er meget nemmere at sige noget hverdagsligt. 

men det jeg har tænkt på, det som jeg ofte står og tænker på, er at verden består af så mange verdner, at verdner hele tiden går under (og opstår) inde i ‘verdenen’. og det tænker jeg bl.a. på, fordi det er så tydeligt i Kirsten Thorups bøger om Jonna, som jeg jo har læst hen over sommeren og i mine pauser på arbejdet.
    hvor mange verdener. og hvor verdensforskellige. at man lever gennem dem og gennem undergange og fødsler af nye. små og store. eller jeg ved ikke om det er et spørgsmål om størrelse. 
    ligesom jeg tænker på det, hvis jeg læser om "det opsplittede usa". og tænker på det, når jeg ser videoen, jeg så hertil aften, om en gammel mineby, hvor minen (eller arbejdet i den) næsten ikke findes længere, men mennesker, der levede i minebyen, mens den var mineby, stadig gør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Telefonerne

Små løgngaver om morgenen. Lede længe efter skatte i tomme skrin. Et tungt låg over alt det, der også findes. Gå ud i dagen = vælte rundt på...